Her i dag fik jeg en voldsom trang til at høre Fallulah igen. Og mens kulden var ved at knække mine fingre af, cyklede jeg en tur med de sprøde toner fra I Lay My Head i ørerne. Hørte hele albummet plus singlen med Cody. Det er så godt, så godt, så godt, selv nu, lang tid efter at jeg overhovedet investerede i albummet. Der er også noget dejlig genkendeligt over det - både fordi jeg har hørt det uendelig mange gange, men også fordi hun efterhånden er blevet spillet alle mulige steder. Alle kender hende.
Mindre kendt er, desværre, Bill Callahan, som en overgang var på barometerlisten med Riding For The Feeling. Det er dog langt fra den bedste sang, han har lavet, og jeg har brændt mig lidt varm på Night og Too Many Birds (som jeg også har indsat her). Det er dejlig beroligende at lytte til, og jeg gør det tit, især om aftenen når regnen ellers drypper mod vinduet.
Til sidst er der denne julesang, som jeg heller ikke kan stå for. Det er The Raveonettes, og der er et eller andet over stemningen i den, som bare får mig til at holde rigtig meget af den. Jeg hørte den faktisk første gang i dag, men det har til gengæld også bare været repeat her til aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar